fredag den 24. februar 2017

Hyggelige hæklerier

I løbet af det sidste år har disse tre hæklede legesager fundet vej til mit søde barnebarn.
Den hæklede stjernebold har jeg fundet på farmorfabrikken - en herlig blog med mange kreative ideer og gode opskrifter. Den var egentlig ikke så svær at hækle, og den bliver hæklet ud i ét stykke, så monteringsarbejdet er yderst begrænset. Jeg har fyldt den op med bamsefyld, så den er fast og lækker. Opskriften findes HER. Den er godt nok på engelsk, og selvom jeg forstår og taler engelsk, var jeg liiidt usikker på, om jeg skulle springe over, men jeg syntes stjernebolden var så fin, så jeg gav den et skud. Opskriften viste sig ikke at være så svær at forstå og følge.
Den fristende muffin fandt jeg opskriften på HER. Der er mange forskellige opskrifter til hæklet mad og kager, som kan give anledning til leg i legekøkkenet. Fin måde at få brugt garnrester på - og desuden et yderst overkommeligt projekt.
Den lille lyserøde kanin fandt jeg opskriften på i et blad på biblioteket. Det var et Kreativt strik-magasin af nyere dato. Det færdige produkt blev modtaget med smil og glæde. "Det er min tanin" blev der sagt af den snart 2 1/2-årige en del gange. Hyggelige små og overkommelige projekter...

-Og så har jeg ellers været ude at handle... Super-lækkert garn til et nyt større projekt. Ah, glæder mig allerede til at få pindene i gang... Fortsættelse følger - men det kommer til at tage lidt tid. Dette er ikke en baby- eller børnestørrelse...

onsdag den 22. februar 2017

Stadig mere hæklet til baby

Forrige forår gav jeg mig i kast med denne hæklede uro fra Hjertegarn.


Den er hæklet af bomuldsgarn, og de små dyr er fyldt med pladevat/bamsefyld. Herudover er der brug for nogle farvede perler - alternativt kan snorene hækles - samt noget holdbart, tykt pap til bøjlerne, der holder dyrene. Jeg var på et tidspunkt ved at blive lidt træt af at hækle små enkeltdele, som skulle fyldes ud og syes på, for der er rigtig mange ben, hoveder, øjne osv., der skal monteres, og det er virkelig noget "pillearbejde", men det er alligevel umagen værd, når man endelig sidder med det færdige resultat.
Da jeg skulle i gang med bøjlerne, fandt jeg noget pap, som jeg skar til og hæklede udenom, men det blev for blødt og bøjeligt. Vi havde tilfældigvis nogle akryl/plasticplader, som kunne saves til, og de var meget bedre og langt mere holdbare. Når man nu gør sig umage, er det rart, at man i det mindste ved, at det er noget, der kan holde.
Opskriften, hvor der også er mønster til bøjlernes facon, kan købes for et beskedent beløb HER. (Sidst jeg kiggede, kostede mønsteret 35 kr.) Der er samtidig opskrift på nogle søde ugler, der kan bruges til en barnevognskæde. Den har jeg dog ikke selv prøvet af. 
Jeg vil mene, der er beskæftigelse til nogle dage...

mandag den 20. februar 2017

Flere hyggelige hæklerier

Her kommer lidt flere hyggelige små hækleprojekter!
Jeg hæklede nogle små bolde og stjerner til en barnevognskæde, da vi ventede vores første barnebarn. Stjernerne er fra FILIHUNKAT - en fin blog med mange gode og hyggelige ideer til projekter. Boldene fandt jeg på Farmorfabrikken - også en blog med fine DIY-projekter. Her kommer også sutholderne fra. Du finder opskrift på sutholderne HER, og boldene fra barnevognskæden kommer HERFRA. Ranglen er der opskrift på HER. Skønt, at der er så mange fine ting at finde på nettet, når man nu igen og igen løber tør for projekter!

søndag den 19. februar 2017

Hæklerier

Jeg glæder mig over i dagens avis at læse, at hækling hitter blandt unge, og at de gentagne ens bevægelser, følelsen af garn mellem fingrene og det at se ting blive til mellem hænderne på én, giver gode, sanselige oplevelser, som er en fin kontrast og modvægt til en travl hverdag. Både strikning og hækling siges at have en positiv effekt på vores hjerne. Efterhånden vælger mange - også purunge - at svinge garnet, strikkepinde eller hæklenåle som en fritidsbeskæftigelse uden et umiddelbart nytteformål, på den måde at forstå, at det ikke er noget, man er nødt til at gøre. Det er ganske frivilligt og selvvalgt, og alene derfor giver det, ifølge en sociolog ved Københavns universitet, en umiddelbart glæde. Ja, jeg kender det godt!
Så kan jeg jo godt afsløre, at jeg også hækler. Små og større ting. Legedyr, legetøj, baby- og børnetøj. Fx disse to frække fyre, som har lagt lydspor til manges barndom. Opskrifterne har jeg fundet på nettet.


1 -2 -3 - sæt igang...

søndag den 5. februar 2017

Lun trøje

Denne lune trøje i en blød og lækker baby merinould strikkede jeg for mange trøjer siden. Den er strikket på pinde nummer 3, og den har en fin pasform.

Opskriften fandt jeg blandt DROPS mange gratisopskrifter på nettet HER, og den findes fra helt lille - 1-3 måneder - til ret stor - 3-4 år. Trøjen er egentlig strikket til en pige, men ville for mig at se passe lige så godt til en dreng. Som det fremgår, har den en praktisk lukning foran, så den er let at tage af og på. 
Egentlig er det en opskrift, jeg jævnligt har tænkt på at bruge igen. Den minder faktisk om en trøje, jeg for mange år siden strikkede til min ældste søn, så måske derfor er jeg lidt ekstra glad for den.

fredag den 3. februar 2017

Sømandstrøje

Denne sømandstrøje har jeg strikket i en kraftig bomuld. Den er strikket på pinde 3 1/5 og 4.
Jeg har tidligere stikket modellen i en ultrablød merinould, og der blev den faktisk næsten finere - men også lidt dyrere at strikke - så ser man bort fra prisen, er uld for mig at se at foretrække fremfor bomuld til denne trøje. Man kan vel også indimellem være heldig at falde over et godt garntilbud...
Modellen er oprindelig fra Hjertegarn, og den findes i et af deres hæfter, som jeg har købt hos min lokale garnpusher, men den findes også i en gratisversion på nettet HER fra størrelse 3 måneder til størrelse 18 måneder. 
Modellen er lidt bred, men især til ret små børn er det for mig at se ingen ulempe. Så kan den bruges længe, og den er let at få af og på. Jeg er især ret vild med snoningsmønstret på ærmet.