Hæklede karklude
Der er bestillinger på hæklede karklude, så jeg har været i gang! Først købte jeg et par nøgler bomuldsgarn i lidt forskellig tykkelse hos min lokale garnpusher. Bestillingen lød på koksgrå klude, og jeg synes de grå nuancer, der var til rådighed, havde enten en lilla eller et andet skær, så derfor købte jeg kun et enkelt nøgle grå og - i mangel af bedre - et nøgle sort bomuldsgarn. Jeg var lidt overrasket over, at der kun kunne blive en enkelt klud af et nøgle, og fordi jeg havde slået for mange masker op, endte kludene med at være rektangulære og faktisk for brede. Så jeg trævlede op igen og igen (og igen), indtil jeg til sidst havde en kvadratisk klud. Tykkelsen var jeg ikke helt tilfreds med.
Så faldt jeg over et godt tilbud på nettet på Drops 8/4 classic bomuldsgarn til 8 kr pr. nøgle (Har faktisk lige set samme garn nu til 7 kr pr. nøgle) Jeg investerede fluks i 10 nøgler, og til min glædelige overraskelse kan man faktisk få 1 1/2 klud ud af et nøgle, så kludene er ikke dyre, hvis man ikke regner arbejdsløn med (- og det gør "man" ikke...)
Efter en del forsøg med for store klude landede jeg på, hvad jeg synes er en passende størrelse. Jeg hækler 67 luftmasker, og så består kluden ellers af stangmasker. Jeg forsøgte både med fastmasker og halve stangmasker, men kluden må ikke være for kompakt, for så daler sugeevnen efter sigende.