fredag den 6. juli 2018

Hindbærsweater



Hindbærsweater - str. 4 år

I min søgen efter noget hyggeligt hurtig-strik på tykke pinde, faldt jeg over et tilbud på nettet på bomuldsgarn. Det er denne kraftige bomuldkvalitet, som jeg tidligere har strikket lidt forskelligt i -  både til mig selv og andre. Jeg fandt et godt tilbud på YarnLiving, som jeg tidligere har bestilt garn fra, og jeg har kun oplevet god og sikker behandling af mine ordrer her. Jeg bestilte en del garnnøgler - og det er jo det værste ved at bestille garn på nettet... Man kan aldrig vide, om man kan bestille et ekstra nøgle i samme indfarvning, hvis der viser sig at være for lidt garn (- og det bliver i så fald for dyrt, når man regner forsendelsesomkostninger med), så derfor bestiller jeg altid rigeligt. Denne gang så rigeligt, at der sagtens kan blive til en børnetrøje mere... - Og - ja - jeg ved det godt... Så løber det jo alligevel op...

 Farven var mere skrap og koncentreret, end jeg havde ventet, og det er jo endnu en svøbe ved at bestille på nettet. Det kan jo være svært at bedømme den eksakte farve på en skærm ... Men efter en smule ærgelse kom jeg til at holde af denne hindbærfarve!
Jeg tog mål på mit barnebarn, som jeg strikker til, lavede en strikkeprøve, regnede på sagen, og gik i gang. Jeg havde egentligt tænkt mig, at der skulle være snoninger eller anden form for mønsterstrik, men jeg synes faktisk, der skete tilstrækkeligt i og med, at farven er skrap, så derfor valgte jeg at strikke en hel glat sweater.

Raglanindtagningen









Opskriften har jeg skrevet ned, og den findes her - værs´go´:


Hindbærsweater
Pink bomuldstrøje str. 4 år – pinde nr. 4 1/5 og 5

MÅL: Brystvidde: 36 cm, fuld længde: 40 cm, ærmelængde: 28 cm, langs raglanindtagningen: 18,5 cm, Krop til ærmegab: 24 cm, nederst på ærme: 7,5 cm, øverst på ærme (før raglanindtagning): 14 cm.

Krop: For- og bagstykke strikkes samtidig. Slå 130 m op på rundpind 4 1/2, og strik 10 rækker rib, 1 r, 1 vr.
Skift til glatstrikning på p 5, og strik lige op til arbejdet måler 24 cm. Luk de midterste 6 m i hver side til ærmegab.
Lad arbejdet hvile.

Ærme: Slå 30 m op på p 4 ½, og strik 10 p rib, 1 r, 1 vr. Skift til p 5 og sæt arbejdet på strømpepinde eller rundpind med ”magic loop”-teknik. Strik to omgange. Tag herefter 2 masker ud på hver side af midten. Fortsæt udtagningen på hver 6. p. indtil der er 54 m. Strik videre til arbejdet måler 28 cm. Luk de midterste 6 masker til ærmegab.

Det andet ærme strikkes som det første.

Herefter sættes ærmerne ind på kropsstykket, hvor der er lukket 6 m af. Strik herefter to omgange. Herefter begynder indtagning til raglan før og efter begge ærmer – i alt 4 steder på omgangen – på hver anden p. Marker stederne med en maskemarkør eller en tråd.
Raglanindtagning: Strik til to masker før mærket. Tag 1 m løs af, strik 1 r, træk den løse masker over. Herefter kommer mærket. Strik 1 r, sæt den strikkede maske tilbage på venstre p. Træk nr. 2 maske over den netop strikkede maske, flyt masken tilbage på højre p.
Når der er 15 omgange med raglanindtagninger – eller når arbejdet måler ca. 33 cm – lukkes de midterste 9 m på forstykket. Nu strikkes arbejdet frem og tilbage. Der laves stadig raglanindtagning på retpindene. Herefter lukkes til hals i begge sider for 4, 2, 1, 1, og 1 m.
Strik 1 p og saml herefter m op over forstykket, hvor der er lukket af til hals – til der ca. er 66 masker hele vejen rundt om halsen. Skift til p 4 ½, strik 16 omgange rib, 1 r, 1 vr og luk løst af.
Montering:
Halsribben bøjes indad så den bliver dobbelt og sys på kanten løst, så halsåbningens elasticitet bevares. Sy sammen under ærmerne og i ribstykkerne. VOILA!