En af dem fandt jeg opskriften på her, og den strikkede jeg i gråt, uldent strømpegarn på pinde nr. 3. På opskriften er der strikket lommer, men det undlod jeg. Det er naturligvis en smagssag, men for mig at se, tilføjer de ikke trøjen noget godt...
Opskriften går fra 0 - 4 år, så det er absolut ikke umuligt, at jeg kommer til at benytte mig af den igen. Det er et ternmønster - 4 r - 4 vr - så den er enkel og meget let at gå til.
Trøjens forkant er retstrikning, der stikkes ind i mønstret, så man ikke skal samle masker op til forkant bagefter. Det betyder, at der også strikkes knaphuller i den ene side undervejs. Man slipper dog ikke for at samle masker op til halskanten, som strikkes i ret til sidst.
Jeg bruger faktisk altid træknapper - uanset garnfarven. Dem tror jeg ikke, jeg bliver træt af foreløbig. Jeg bestiller dem hjem i poser med 20 eller flere og i flere forskellige størrelser, hvor jeg nu kan finde dem til en god pris på nettet. Så har jeg altid knapper klar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar