Dette hæklede babytæppe hæklede jeg for et par år siden, så det var færdigt og klar til brug, da vores første barnebarn kom til verden. Det er hæklet i ultrablød babymarinould i offwhite og på hæklenål nr. 3.
Det består af en frygtelig masse hæklede firkanter, som er hæklet sammen, efter at alle trådene er hæftet - hvilket for mig absolut er det mest kedelige arbejde - altså det med at hæfte ender! Det er såkaldte bedstemorfirkanter/oldemorfirkanter, og er der brug for at få opfrisket eller at få lært, hvordan de bliver til, findes der flere ganske udmærkede instruktionsvideoer på youtube.
På bloggen "Farmorfabrikken" ligger både instruktion og fotos, så det er let at følge - også for ikke særligt øvede hæklere. Find linket HER!
Da jeg simpelthen ikke orkede at lave flere firkanter, og det antal, jeg havde lavet, kunne danne et kvadratisk tæppe, som jeg nu havde besluttet mig for, hæklede jeg firkanterne sammen. - Der er 7x7 firkanter - i alt 49. (Jeg kommer nok ALDRIG til at hækle et sengetæppe eller noget i den størrelse...)
Da firkanterne var hæklet sammen, syntes jeg pludselig, at tæppet alligevel var lidt for lille, så derfor besluttede jeg mig for at hækle en lidt bred kant om tæppet. Den består af skiftevis 1 stangmaske og en luftmaske. I omgangen efter hækles stangmasken om den foregående omgangs luftmaskelænke. Kanten har jeg afsluttet med en muslingekant. Hvordan den hækles, kan ses på dette LINK til Hendes Verdens hækleskole.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar